Servicelovens § 112: søg om hjælpemiddel trin for trin

Hvad står der i § 112?

Kommunen skal give støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det gælder, når hjælpemidlet:

• i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne,
• i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet, eller
• er nødvendigt, for at du kan passe et arbejde.

Ét af de tre punkter er nok. Det vigtige ord er varigt. Et hjælpemiddel kan for eksempel være en rollator, en kørestol, et gangstativ eller et forhøjet toiletsæde.

Din økonomi betyder ikke noget for, om du kan få støtte, og tilskuddet er skattefrit. Det er en forudsætning, at hjælpemidlet ikke kan bevilges efter en anden lov.

1. Søg digitalt hos kommunen

Du søger hos din kommune, og du skal bruge kommunens digitale selvbetjening. Det står i lovens § 112 a. En ansøgning, der kommer på en anden måde, skal kommunen som udgangspunkt afvise.

Kan du ikke søge digitalt, skal du kontakte kommunen. Er der særlige forhold, som gør, at du ikke kan forventes at bruge selvbetjeningen, skal kommunen tilbyde dig en anden måde at søge på. Det kan være sprogvanskeligheder, et handicap eller manglende digitale kompetencer. Kommunen bestemmer så, om du skal søge mundtligt eller skriftligt. Kommunen kan også hjælpe dig med en computer og med råd om, hvordan du gør.

Søg, inden du køber. Søger du for en anden, og kan du ikke bruge selvbetjeningen, skal du også kontakte kommunen. Læs mere om at tale med din mor eller far om hjælpemidler.

2. Forklar, hvad hjælpemidlet skal hjælpe med

I ansøgningen skal du forklare, hvordan hjælpemidlet kan kompensere for din nedsatte funktionsevne. Kommunen bruger dine oplysninger til at afgøre sagen.

Søger du første gang, eller har din funktionsevne ændret sig, skal kommunen have aktuelle oplysninger fra sygehuset eller din læge.

3. Kommunen træffer afgørelsen

Det er kommunen, der afgør, om du kan få hjælpemidlet. Siger kommunen ja, kan du låne det gratis, eller du kan få tilskud til selv at købe det.

I enkle og entydige sager kan kommunen vælge at afgøre sagen alene ud fra din ansøgning. Så skal ansøgningen indeholde de oplysninger, der er nødvendige, og en erklæring på tro og love om, at de er rigtige, eller anden dokumentation.

§ 112 siger ikke, hvor hurtigt du får svar. Spørg kommunen, hvornår du kan regne med det. Én frist står i loven: Har du før fået hjælpemidlet gennem dit arbejde eller din uddannelse, og søger du om et tilsvarende, fordi den støtte er hørt op, skal kommunen svare inden for fire uger, efter at den har fået ansøgningen.

Hver kommune har lagt sit eget serviceniveau, så tilbuddene er ikke ens i alle kommuner.

4. Du kan selv vælge leverandør

Kommunen kan bestemme, at et hjælpemiddel skal leveres af bestemte leverandører. Du kan alligevel vælge en anden. Så køber du selv hjælpemidlet og får udgiften refunderet, dog højst den pris, kommunen kunne have købt det til hos sin egen leverandør.

Har kommunen ingen aftale med en leverandør, får du støtten efter regning. Den kan højst være prisen på det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. Vil du have et dyrere, betaler du selv forskellen.

Retten til at vælge gælder ikke, hvis kommunen kan stille et hjælpemiddel til rådighed, som er fuldstændig magen til det, du vil købe et andet sted. Står der en brugt rollator af samme mærke på kommunens lager, kan du altså ikke vælge en ny af præcis samme slags.

5. Klag, hvis du er uenig

Er du ikke enig i kommunens afgørelse, skal du klage til kommunen inden fire uger. Kommunen skal så se på afgørelsen igen inden fire uger, efter at den har fået klagen. Holder kommunen fast, sender den din klage videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til sagen.

Er sagen gået i hårdknude, kan du få råd hos DUKH, som er en konsulentordning på handicapområdet.

§ 112 eller § 113: hjælpemiddel eller forbrugsgode?

§ 113 handler om forbrugsgoder. Det er varer, som bliver lavet i store antal og solgt bredt til alle. Betingelserne er de samme som i § 112, men støtten er en anden.

Det gælder	Hjælpemiddel (§ 112)	Forbrugsgode (§ 113)
Hvad er det	For eksempel rollator, kørestol eller gangstativ	En vare, der sælges til alle
Hvad får du	Lån eller tilskud	Halvdelen af prisen på et almindeligt standardprodukt
Nedre grænse	Står ikke i § 112	Kun når udgiften er over 500 kr.
Ingen støtte til	Det, der kan bevilges efter en anden lov	Sædvanligt indbo som en almindelig seng, en telefon eller et tv
Dyrere udgave	Du betaler selv forskellen, hvis du vælger den	Kommunen betaler de nødvendige merudgifter, hvis din funktionsevne kræver den

Virker forbrugsgodet kun som et hjælpemiddel for dig, betaler kommunen hele prisen. Hjælpen kan gives som et lån. Det er kommunen, der afgør, om du kan få støtte. Du kan læse mere i guiden om hjælpemidler fra kommunen.

Hvis behovet er midlertidigt

§ 112 gælder en varigt nedsat funktionsevne. Er din funktionsevne midlertidigt nedsat, kan kommunen efter § 113 b give støtte i en afgrænset periode, hvis de øvrige betingelser er opfyldt. Så får du selve hjælpemidlet stillet til rådighed og betaler ikke noget selv. Støtten til det samme hjælpemiddel kan kun gives én gang i perioden.

Læs også om hjælpemidler efter en hofteoperation.

Småting, du kan købe selv

En stok, et par skridsikre sokker eller en pilledeler kan du købe selv. Vil du søge kommunen om støtte, skal du søge først og købe bagefter.

Er du i tvivl om, hvorvidt en stok er nok, så læs guiden om stok eller rollator. Spørg på apoteket, om dine piller må deles, før du bruger en pilledeler. Flere råd finder du i guiden om at undgå fald i hjemmet.

Hvis du hellere vil købe selv, så se hjælpemidler til hverdagen i eget hjem hos Plejehuset.